Vildtburger med syltede havtorn

hjorteburger

En lækker vinterburger med hjortekød, flæsk og syltede havtorn.

Det skal du bruge til 4 personer

  • 1 kg. hjorteslag
  • 100 g. god bacon
  • 500 g. flæsk eller svinebryst
  • 1 kg. løg
  • ca. 1/6 hvidkålshoved
  • 2 gulerødder
  • en lille håndfuld grøntkål
  • 5 tørrede enebær
  • et par kviste frisk rosmarin
  • groft sandwichbrød eller burgerboller
  • ost
  • mayonnaise
  • syltede havtorn*
  • (og en kødhakker)

Sådan gør du

Slaget på en hjort er et fedtfattigt og lækkert stykke kød, som får tilført lidt fedt og smag fra svinekødet. Hak slaget i din kødhakker sammen med bacon, flæsk, stødte enebær og rosmarin. Tilsæt salt og peber til blandingen og lad den trække lidt, mens du forbereder resten af tilbehøret.

Skær løgene i ringe og brun dem langsomt over svag varme i mindst en halv time, til de er helt brune og bløde. Snit hvidkål og grønkål fint og riv gulerødderne. Bland kål og gulerødder sammen og stil det til side.

Form kødet i otte bøffer. Det er ikke sikkert at alle kan spise to – men så er der en god frokost næste dag. Steg bøfferne og rist brødet/bollerne. Byg burgeren med mayonnaise, kålsalat, bøf, ost, bløde løg og syltede havtorn.

*Havtornen kan sagtens erstattes af andre syltesager, der har både syre og sødme. Opskrift med syltede havtorn er på trapperne.

15857306_10154026424226533_990498899_o