Pølser med bagt rødbede og fennikel

pølser

Til ca. fem meter pølse skal du bruge

  • 5 meter svinetarm
  • 2 kg. hakket gris med en god fedtprocent
  • 300 g. spæk eller bacon
  • 2-3 store rødbeder eller 4-5 i mellem størrelse
  • ca. 3 spsk. fennikelfrø
  • frisk (eller tørret) rosmarin
  • 5 æg
  • et stort eller to små løg
  • et par skiver daggammelt brød

Før du går i gang

Køb dit kød og svinetarm hos slagteren. Hvis du vil spare en omgang med kødhakkeren, så kan du bede slagteren om at hakke kødet for dig.

Skræl rødbederne, læg dem i et ildfast fad med rosmarin og overhæld dem med olie. Bag dem ved 200 grader i en time, eller til de er møre. Lad rødbederne køle af og stil dem i køleskabet til du skal bruge dem.

Sørg for at alle dine redskaber er helt rene. Jeg plejer at skolde alle dele af min kødhakker for at være på den sikre side. Derefter lægger jeg alle delene i en bakke i fryseren indtil jeg skal bruge dem, da det hjælper med at holde farsen kold i processen.

Sådan gør du

Hak rødbederne to gange med din kødhakker. Hvis rødbedestykkerne er for grove, kan de have svært ved at binde ordentligt til resten af farsen. Kør derefter det hakkede kød gennem din kødhakker sammen med spæk og løg. Slut af med lidt brød eller en kogt kartoffel for at være sikker på at få alt kødet med.

Hak en håndfuld rosmarin og kom det i en morter sammen med dine fennikelfrø og stød krydderierne grundigt sammen. Hæld krydderierne i din fars sammen med æg, friskkværnet peber og salt, ælt grundigt og kog derefter nogle små smagsprøver i en lille gryde for at smage farsen til.

Sæt din fars i fryseren eller køleskabet, mens du skyller tarmene og sætter dem på dit pølsehorn.

Det kan være en god idé at være to, når man skal  forme sine pølser. Den ene står for at køre farsen gennem maskinen i et jævnt tempo og den anden trækker tarmen frem i samme tempo, som farsen kommer ud af pølsehornet. Lad der være tarm nok i hver ende af pølsen til, at du kan slå knude på tarmen – men vent med knuden til du har fyldt tarmen. Lav en knude i den ene ende af tarmen, drej pølserne i den størrelse, som du gerne vil have dem, og slut af med en knude.

Kog pølserne i 10 minutter før du steger dem eller putter dem i fryseren. Herunder kan du se pølserne før og efter de er blevet kogt.

pølsepølsers

Steg dine pølser i smør og server dem på rugbrød med syltede asier, rødbeder, græskar eller lignende. Eller med salat og æggekage.

Rødbedepølser

One thought on “Pølser med bagt rødbede og fennikel

  1. Pingback: Pølser med allehånde og timian | Svin og urter

Comments are closed.