Pølser med allehånde og timian

pølser

Til ca. fem meter pølse skal du bruge

  • 5 meter svinetarm
  • 2 kg. hakket gris med en god fedtprocent
  • 300 g. spæk eller bacon
  • 2-4 kogte kartofler
  • ca. 4 spsk. stødt allehånde
  • ca. 2 spsk. stødt spidskommen
  • frisk (eller tørret) timian
  • 5 æg
  • 2 løg
  • 6 fed hvidløg

Før du går i gang

Køb dit kød og svinetarm hos slagteren. Hvis du vil spare en omgang med kødhakkeren, så kan du bede slagteren om at hakke kødet for dig.

Kog kartoflerne i forvejen, køl dem ned og opbevar dem i køleskabet til du skal bruge dem.

Sørg for at alle dine redskaber er helt rene. Jeg plejer at skolde alle dele af min kødhakker for at være på den sikre side. Derefter lægger jeg alle delene i en bakke i fryseren indtil jeg skal bruge dem, da det hjælper med at holde farsen kold i processen.

Sådan gør du

Kør det hakkede kød gennem din kødhakker sammen med spæk, løg og hvidløg. Slut af med de kogte kartoffler for at være sikker på at få alt kødet med.

Hak en håndfuld timian og kom alle krydderierne i din fars sammen med æg, friskkværnet peber og salt.  Ælt farsen grundigt og kog derefter nogle små smagsprøver i en lille gryde for at smage farsen til.

Sæt din fars i fryseren eller køleskabet, mens du skyller tarmene og sætter dem på dit pølsehorn.

IMAG1725

Det kan være en god idé at være to til at forme pølserne. Den ene står for at køre farsen gennem maskinen i et jævnt tempo og den anden trækker tarmen frem i samme tempo, som farsen kommer ud af pølsehornet. Lad der være tarm nok i hver ende af pølsen til, at du kan slå knude på tarmen – men vent med knuden til du har fyldt tarmen. Lav en knude i den ene ende af tarmen, drej pølserne i den størrelse, som du gerne vil have dem, og slut af med en knude.

Kog pølserne i 10 minutter før du steger dem eller putter dem i fryseren.

Steg pølserne i en god klat smør og server dem på rugbrød med syltede asier eller rødbeder. Eller med salat og æggekage.

Se også opskrift på pølser med bagt rødbede og fennikel.

One thought on “Pølser med allehånde og timian

  1. Pingback: Gryderet med muslinger og pølse | Svin og urter

Comments are closed.