Lasagne med svampe og ansjoser

LasagneDen her lasagne erstatter det hakkede oksekød med svampe og ansjoser. Resultatet bliver en lækker lasagne med masser af umami.

Til 4-6 personer skal du bruge

  • 1,5 kg. svampe – husk at købe danske
  • 1 glas ansjoser
  • 2 dåser flåede tomater
  • tomatpuré
  • 2 løg
  • 4 fed hvidløg
  • 4 gulerødder
  • 4-6 stængler blegselleri/en halv knoldselleri
  • evt. et skvæt rødvin
  • 2 dl. bouillon
  • pastaplader
  • revet ost

Bechamelsovs

  • 50 g. smør
  • 1 liter mælk
  • 250 g. revet ost
  • revet muskatnød

Sådan gør du

Snit blegselleri (eller riv knoldselleri), riv gulerødder, hak løg og hvidløg. Varm en gryde med olie og svits løg, selleri og gulerødder i nogle minutter før du tilsætter hvidløg og tomatpuré. Svits et minut mere og tilsæt rødvin, boullion, flåede tomater, ansjoser, tørret basilikum og oregano. Lad gryden simre ved medium temperatur uden låg, mens du klargør svampene og laver din bechamelsovs.

Rens og hak dine svampe meget fint. Du kan også hakke dem i en foodprocessor. Det gør jeg. Steg svampene i smør med et drys salt til de har smidt al væsken og taget farve. Rør jævnligt undervejs. Det tager lidt tid at smide alt vandet, så du kan med fordel skrue lidt ned og lade dem stå selv, mens du forbereder resten.

Bechamelsovs

Hvis der er et sted, hvor man skal skyde genvej i den her opskrift, så er det her: Man kan købe mange gode færdiglavede ostesovse, som fint kan bruges, hvis du vil spare tid og opvask. Men hvis du vil opleve tilfredsstillelsen ved at fremstille din egen opbagte sovs, så hæng på herunder.

Smelt 50 g. smør i en tykbundet gryde. Drys 4 spsk. mel i smørret og pisk jævningen sammen. Pisk mælk i jævningen lidt af gangen og kog sovsen igennem under grundig omrøring. Jeg plejer at lune mælken i mikrobølgevnen, så den hurtigere kommer op at koge, mens du pisker. Det er dog vigtigt, at mælken ikke kommer i kog i mikrobølgeovnen.

Når sovsen er tyknet og kogt igennem, rører du revet ost i sovsen og smager til med revet muskatnød, salt og peber. Pas på, at sovsen ikke brænder på. Stil sovsen til side, indtil du skal bruge den.

Grønsagssovs og svampe

Når grøntsagssovsen har simret i ca. en time og er kogt lidt ind, skal svampene tilsættes grøntsagssovsen. Hvis svampene endnu ikke har taget farve, så de ligner billedet herunder, så skruer du op for panden og tilsætter lidt smør eller olie. Når svampene har fået kulør, blander du dem i grøntsagssovsen og smager til med salt, peber, sukker og balsamico.

 

hakket svampekød

Lagdel din lasagne med pastaplader, bechamelsovs og svampe-tomatsovs. Slut af med bechamelsovs på toppen og drys revet ost henover. Jeg plejer at bruge en blanding af revet parmesanost og almindelig revet ost.

Lad lasagnen trække lidt* inden du bager den. Du kan også forberede den i god tid og sætte den i køleskabet indtil den skal i ovnen. Bag lasagnen i ca. 30-40 minutter ved 200 grader indtil osten har taget farve. Lad lasagnen hvile i 10-15 minutter inden du serverer den. Ved at lade lasagnen hvile lidt inden servering, så når den at sætte sig og blive mere fast.

*Det gælder både for denne opskrift og lasagneproduktion i al almindelighed, at lasagne ikke er noget man skal lave, når man har travlt. Det er en misforståelse, som vi måske kan takke Knorrs færdigretter for, at lasagne og kødsovs opfattes som hurtig mad. En god kød- eller grøntsagssovs skal simre i mindst en time og også gerne mere INDEN man kommer den i lasagnen. Til gengæld er frossen lasagne en fantastisk redning til travle hverdage, hvor det kniber med at få det hele til at hænge sammen.

One thought on “Lasagne med svampe og ansjoser

  1. Pingback: Noget om hakket oksekød - Svin og urter

Comments are closed.