Bagt kartoffelmos med kippers

Kartoffelmos med kippersKartoffelmos med kippers er nemt, billigt og smager godt. Den er god at lave, hvis du har en rest kartoffelmos tilovers fra dagen før.

Det skal du bruge til 4 personer

  • kartoffelmos – se opskrift på kartoffelmos
  • 2 dåser kippers i olie (eller vand, men jeg foretrækker olie)
  • en håndfuld grønt, det kan være grønkål, persille, ramsløg, spinat eller hvad du nu har
  • revet ost
  • 4 fed hvidløg
  • 2 dl. mælk

Sådan gør du

Skær hvidløget i skiver, det behøver ikke at være alt for fint, og kom hvidløgene i en gryde med mælken.  Varm forsigtigt mælken op. Vær opmærksom på, at mælken meget nemt koger over, så du skal være klar til at skrue ned så snart mælken kommer i kog. Lad mælkeblandingen småsimre ved helt lav varme i 10 minutter.

Hak din håndfuld grønt og fordel det i kartoffelmosen sammen med mælkeblandingen og dine kippers, som du brækker i flager. Tilsæt eventuelt lidt af olien fra din kippers. Hvis du ikke bryder dig om det, så kan det udelades. Når det hele er blandet godt sammen, så fordeler du det i et ovenfast fad og drysser ost henover.

KartoffelmosKippers

Bag blandingen i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter.

Server din kipperskartoffelmos sammen med dampede grøntsager eller en salat, der passer til årstiden. Du kan fx servere den sammen med en mælebøttesalat med ristet rugbrød.