Karrykål med rodfrugter

Du kan sagtens lave karrykål med hakket svinekød i stedet for oksekød. Og så skal retten selvfølgelig spises med ekstra sojasauce og sød chilisauce eller sød fransk sennep.

Karrykål

Det skal du bruge til 4 personer

  • 400 g. hakket svinekød
  • et hvidkålshoved
  • ca. 2 gulerødder
  • 1 kålrabi (måske nøjes med en halv, hvis den er meget stor – du kan også bruge persillerod eller pastinak)
  • karrypulver
  • en sjat sojasovs
  • salt
  • peber
  • rapsolie

Sådan gør du

Klargør alle grøntsagerne. Snit hvidkålen fint. Hvis dit hvidkålshoved er meget stort, skal du måske ikke bruge det hele. Men husk, at hvidkål falder rigtigt meget sammen, når det bliver stegt. Riv eller snit gulerødderne. Skær kålrabi/persillerod/pastinak i tern (du kan også sagtens rive dem, men jeg kan godt lidt lidt forskellige teksturer).

Du kan også sagtens bruge andre grøntsager i den her ret. Porrer, andre typer af kål eller hvis du har noget, der trænger til at blive brugt.

Varm olien op i en tykbundet gryde eller en wok og start med at brænde din karry af ved at varme den i olien i 20-30 sekunder, så smagen fra krydderierne åbner sig. Karryen må ikke brænde på. Tilsæt derefter svinekødet og svits til kødet har fået farve. Tilsæt resten af grøntsagerne og svits dem ved høj varme til kålen er faldet sammen. Det kan evt. være en fordel af tilsætte kålen lidt af gangen, så det er nemmere at røre rundt i gryden. Krydr retten med salt og peber, hæld en sjat sojasauce over og læg låg på. Lad retten simre i 10-15 minutter ved lav varme. Alt efter hvor meget væske kålen smider, kan det være nødvendigt at tilsætte lidt ekstra væske til retten, så der er lidt væde i bunden. Når retten har simret, smager du den til med salt, peber og evt. mere karry.

Retten serveres alene eller med kogte kartofler – og selvfølgelig sojasovs, sød chilisovs eller sød fransk ketchup.