Frikadeller med kikærter

frikadeller

Når jeg laver frikadeller, så plejer jeg at lave dem med halvt kød. Udover at det er godt at spare på kødet en gang i mellem, så giver kikærterne også frikadellerne en god konsistens.

Til fire personer skal du bruge

  • 400 g. flæskefars
  • 250 g. hakkede kikærter (passer med en drænet dåse, hvis du vil skyde genvej)
  • 1 dl. havregryn
  • 1/2 dl.  mel
  • et løg, hakket fint
  • en håndfuld hakket grønt, som fx persille, spinat, skvalderkål, ramsløg – eller en revet gulerod
  • 2 æg
  • ca. 1 dl. mælk
  • ca. 1 dl. boullion
  • salt og peber

Det er basisopskriften. Derudover kan du tilføje eller erstatte dele af ovenstående med alle mulige andre ingredienser og krydderier. Tilpas opskriften efter hvad du har ved hånden. Hvis du har noget brød, der er ved at blive tørt, et par kogte kartofler, en halv, slatten peberfrugt eller hvad det nu kan være, så kan du sagtens bruge det. Hvis du har været ved at bruge æggehvider eller -blommer og derfor har den anden halvdel til overs, så kan du også sagtens tilsætte fx to eller tre hvider i stedet for et helt æg. Det kommer sig ikke så nøje.

Sådan gør du

Hak kikærterne helt fint i hånden eller blitz dem i en foodprocesser. Du kan også mose kikærterne ved at hælde lidt af væsken ved og så bruge en kartoffelmoser eller en gaffel. Bland alle ingredienserne og rør farsen sej. Tilsæt mere væske, hvis farsen er for tør. Du må gerne bruge hænderne til at røre farsen sammen med.

Lad farsen hvile i ca. en time i køleskabet, og tilsæt evt. lidt mere væske, hvis den trænger til det. Varm din pande med smør og olie.

Hvis du er tvivl om hvorvidt din fars er ordenligt smagt til, så kan du stege en lille smagsprøve og smage farsen til derefter.

Når din pande er varm lægger du frikadellerne på panden efterhånden som du former dem. Start med at lægge den første frikadelle ud for pandens håndtag og bevæg dig derefter med uret rundt og slut i midten. Derefter starter du ved den første delle og vender dem alle. Når du har vendt alle frikadellerne, fortsætter du for fuld skrue til der er stegeskorpe, hvorefter du flytter frikadellerne over i et ovnfast fad og sætter dem i ovnen ved 180 grader, mens du steger det næste hold.

Læg en kommentar herunder, hvis du har et godt forslag til, hvad man ellers kan putte i sine frikadeller. Hvilke madrester kan du finde på at blande i dine frikadeller?